Syv Lamborghinier har givet DC Motorsport sved på panden
- Special Saloon Car
- 15. apr.
- 3 min læsning
Travlheden er til at mærke på DC Motorsport-værkstedet i MyGarage i Vejle. I denne sæson stiller teamet til start i Special Saloon Car med ikke mindre end syv Lamborghini Huracan Super Trofeo-racere, og dét giver travlhed og glæde på værkstedet.

“Det er virkelig fedt, og til tider lidt overvældende, med den interesse, vi oplever for tiden. Når alle biler er hjemme på værkstedet, er det et imponerende syn oppe fra kontoret - og lidt en udfordring med pladsen”, griner Patrick Broch, som udover at være tekniker også håndterer en stor del af logistikken omkring DC Motorsport’s deltagelse i ind- og udland. Med så mange biler kræves der en del skrivebordsarbejde: |
“Der skal være meget af ALT! Reservedele, værktøj, udstyr - vi har måttet investere i en del grej over vinteren for at være bedst muligt klædt på til sæsonen. Det er til gengæld en fordel for os, at bilerne er ens, så på dén måde slipper vi lidt lettere omkring det”, siger Patrick Broch, som også har hentet en del nye folk ind til teamet: |
“Det har været overraskende nemt for os at tiltrække gode folk. En del af dem er nye i motorsporten, men til gengæld kommer de med passion og drivkraft, og så skal vi nok sørge for at lære dem resten. Jeg ser det kun som en mulighed for at forme dem til den slags racermekanikere, vi gerne vil have med på holdet”, siger han. |
Godt mandskab skal der til, for udover de seks løbsweekender i Special Saloon Car har DC Motorsport også fået smag for udlandet. Teamet debuterede i GT Winter Series i årets første måneder, hvor flere af kørerne var i aktion på Circuit Ricardo Tormo i Valencia. Med podieplaceringer til alle kørere må det siges at have været en succes - og den slags har det med at skabe efterspørgsel: |
“Vi ved allerede nu, at der ikke bliver nogen rigtig vinterpause for os efter denne sæson, for vi skal til Sydeuropa og køre racerløb. Det er en god oplevelse for vores kørere, og det er god træning for os at prøve kræfter med nogle af de internationale serier med dygtige konkurrenter. Vores base og førsteprioritet er stadigvæk i Danmark, men vi vil gerne fortsætte med at udvikle os, og det kræver at vi også kigger ud over Danmarks grænser.” |

Det vejlensiske team har da også tiltrukket sig opmærksomhed fra Lamborghini, som har fulgt udviklingen fra 2018, hvor DC Motorsport gav det italienske mærke debut på de danske racerbaner. |
“Jeg tror, de er lidt imponerede af os. For et stykke tid siden kom der en opgradering til bilerne, som man skulle kontakte dem for at få tilsendt. Da jeg skrev ned og bad om 16 sæt, troede de at jeg tog gas på dem - men så måtte jeg jo sende en liste med 16 stelnumre, så de kunne se at den var god nok”, griner Patrick Broch, der nyder samarbejdet med den italienske bilfabrik: |
“Det er i stor grad et samarbejde, og det er tydeligt at vi er steget i anseelse hos dem de sidste par år. For os er det en fornøjelse at drive deres biler, for kvaliteten er i top og serviceniveauet følger også med. Lige nu går vi og drømmer om at få en ingeniør med til et eller flere løb for at kunne hæve vores niveau yderligere, men derudover er der intet at sætte en finger på”, siger han. |
Har man passeret DC Motorsport’s voksende team på racerbanerne har man måske også bemærket den til tider høje musik, store smil hos mekanikerne og masser af ro i loungeområdet. Det er ikke et tilfælde, forsikrer Patrick Broch: |
“Vi går ikke på kompromis med hyggen eller den gode atmosfære. Der skal præsteres 100 procent i løbet af en løbsweekend; det gælder både for racerkørerne og mekanikerne. Det er altid vores prioritet at levere et kvalitetsprodukt, og det gør man bare bedre i gode rammer og godt humør. Og det, synes jeg, fungerer rigtig godt, for det er også det som vores kørere roser os for”, siger han. |

Med udsigt til sæsonstart i Special Saloon Car-klassen er fokus nu rettet mod de danske baner - og sådan fortsætter det også i fremtiden, forsikrer Patrick Broch: |
“Special Saloon Car er genialt til vores koncept. Det giver relativt nye racerkørere mulighed for at samle værdifulde erfaringer, inden de overhovedet overvejer at prøve kræfter med de store baner i udlandet. Det var så tydeligt i Valencia, at løbserfaringen fra de danske baner gav dem et godt fundament for at lave gode resultater dernede - så vi ser os selv som fast inventar i Special Saloon Car”, siger Patrick Broch. |
DC Motorsport stiller til start i Special Saloon Car med Niels Nyboe, Nina Østergaard, Peter Lund, Ulrik Larsen, Peder Møller, Steen Almsgaard og Mads Lysdahl, som alle kører i Lamborghini Huracan Super Trofeo. Dertil kommer også Søren Bidstrup i Ferrari 296 Challenge. |
